Da Moder Jord var jomfru
Da Moder Jord var jomfru.
Da skabelsen var ny.
Da var hun Edens Have.
Helt uberørt og bly.
På verdensaltets tavle
der hang hun, ren og rund.
Som universets navle.
Så grøn og gennemsund.
Men Moder Jord blev svanger.
Og mennesket blev skabt.
Så nu har hun bondeanger.
Hun ved hun er fortabt.
Hun ligger syg og hærget
og allerede gold.
For mennesket blev bedærvet
og tog hende med vold.
Nu har hun lært at kende
sit eget skaberværk.
Thi mennesket vil skænde.
Og mennesket er stærk.
En misbrugt gammel kone,
berøvet saft og kraft.
For hun har nogen boende,
hun aldrig sku’ ha’ haft.
Vi mennesker er nitter,
som ikke har livet kært.
Og alle parasitter
de æder deres vært.
Det værste ved det hele,
som føjer spot til kval:
det er, vi ikke vil dele
den frugtbarhed vi stjal.